Johanne Nebel 9/8/2024
Jeg håber meget, at I alle har det godt på Impulse og at det går godt med den nye besætning.
Jeg føler ikke at jeg fik givet ordentligt udtryk for dette da jeg afmønstrede, men: jeg synes det har været rigtig behageligt at være på Impulse sammen med dig. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at du havde styr på tingene. Du er virkelig rolig og tålmodig og klar på alt hvad jeg kunne finde på. Jeg har stor respekt for, at du også trak dig til tider, men jeg synes, at det er virkelig imponerende, at du efter at have sejlet med gaster så længe, stadig tog dig så god tid til at fortælle, vise frem og ville lade mig prøve hvad end jeg havde lyst til. Det er meget værdsat og helt klart en stor faktor i at jeg har nydt turen så meget som jeg gjorde:)
(skrevet tidligere i dag) Her i KBH regner det lige nu, men der har egentlig været ret godt vejr siden vi er kommet tilbage.
I går var jeg ude og sejle med som gæst på en K.A.S sejlbåd, som min veninde sejler med på hver torsdag. I dag skal jeg med den samme veninde ud og sejle med Skonnerten Martha til Øresund på langs. Det er super lige at have lidt sejlads de her dage, for det har sku været ret mærkeligt at komme hjem fra FP, når man har haft sin hverdag der de sidste mange uger. (Og det synes jeg, som ikke har skulle direkte tilbage til arbejde. Jeg tænker, at det må være meget hårdere for de andre..)Jeg har skrevet en kort “fortælling” nedenfor og vedhæftet et par billeder, som evt. kan postes sammen med. Du må gerne rette (eller undlade at poste).
“Jeg er netop kommet tilbage til Danmark efter at have tilbragt de sidste 5 uger ombord på Impulse. Omend det er dejligt at have rent tøj på og sove i sin egen seng, så savner jeg allerede hverdagen til søs.
I løbet af de sidste 5 uger har jeg haft utrolig mange mindeværdige oplevelser på de 7 forskellige øer vi har besøgt. Jeg har set de smukkeste stjernehimmeler solnedgange, snorkel-spots og strande og mødt utallige søde lokale polyneserer.
Jeg er vild med livet til søs, og jeg er virkelig taknemmelig for at have så mange gode oplevelser med i bagagen fremover. Det er helt klart ikke den sidste gang, jeg rejser som gast.
– Johanne, 24 år, studerende”
Knus fra Johanne:)
Kim D. 8/3/2024
Det er den Fedeste Yacht og Bedste Kaptain,, har været med 3 gange
Henrik Rex Hansen 8/3/2024
Fantastisk båd, fantastiske omgivelser og fantastisk kaptajn 
Skipper 9/1/2024
Det er kun tredie gang vi er på UaHuka, men vinden var perfekt til er besøg.
Vi kastede anker i en smal bugt ved hovedbyen. Dagen efter tog vi på udflugt med en park vi tidligere havde besøgt som mål. Det var temmelig varmt og mange højde meter, så da Noel i sin Toyota stoppede og tilbød lift, sagde vi mange tak. Parken var lukket og så noget misligholdt ud, så Noel tilbød at vise os andre ting på øen og samle noget frugt op. Det blev til en fantastisk offroad tur gennem regnskov og med opsamling af frugt ved familie og venner. Pomelo, mango, ananas, passion, brødfrugt så vi dårligt kunne bære mere.
Hans svoger bød os til 50 års fødselsdag dagen efter. Uforudsete og uplanlagte muligheder er ofte de største oplevelser. Hvor heldig kan man være.
Maja : 6/2/2022
Sharkwall eller Wall of sharks.
Det lyder som den drabelige titel på en blockbuster fra Hollywood. Men i virkeligheden er det ganske fredeligt og eventyrligt smukt.
Det ligger her i sydpasset på Fakarava, og er UNESCO verdensarv.
Hundredevis af hajer svømmer gennem passet og ud igen i en evig ellipse. Sort- og hvidtippede revhajer, gråhajer, silkehajer og nursesharks. Køkulturen er forbilledlig, mens de cruiser afsted på pæne rækker med disciplinerede overhalinger.
Sydpasset ligger som en smal kløft mellem to små øer – eller motu’er som de små banker af koralgrus og palmer hedder, som ligger på revkanten. Vi lægger os på skrantens kant på 20 meters dybde og kigger nogle meter længere ned i dybet, hvor hajerne svømmer. Dem, der snorkler i overfladen kan også se det.
På skranterne er det som at svømme i et akvarium, for det vrimler med liv i alle farver, former og størrelser.
Grønne napoleonsfisk så store som Astrid følger os ganske tæt på med øjnene – et øje af gangen for de sidder på siderne af det enorme fiskehoved. Flokke af klare koboltblå fisk på størrelse med en tommelfinger driver med strømmen som en sky. Enorme groupers og trickerfish jagter rundt mellem korallerne. En flagermuserokke hænger frit svævende midt i vandsøjlen og blafre sløvt med vingerne. Vi ved, at der er mantarokker og ørnerokker i passet, men ser dem ikke.
Når jeg svømmer rundt om en koralknold og pludselig står ansigt til ansigt med en haj, så kigger vi med lige dele overraskelse på hinanden, før vi svømmer hver vores vej. Hajerne er over det hele uanset, hvor vi snorkler.
‘Mor! Hvis du synes de kommer for tæt på, så skal du bare stille dig lodret i vandet og gøre dig stor, så svømmer de væk’, siger Astrid fuldstændig uforfærdet.
I passet fanger vi den indadgående tidevandsstrøm om formiddagen, og driver afsted i overfladen med snorkeludstyr.
Jeg tager Astrid i hånden, da strømmen tager til rundt om hjørnet. Vi flyver afsted over revet i forrygende fart, og da vinden og strømmen også rejser bølgerne i hvide skummede toppe i lagunen, hstikker vi hovedet op af vandet. Knud Erik er kravlet op i gummibåden, som han har haft med på slæb på snorkelturen, og er på vej for at hente os og de andre.
Jeg har ikke været i ferskvand, siden vi badede i vandfaldet for en måned siden. Der er så mange saltkrystaler på min krop og i mit tøj, så det føles som om, jeg har rullet mig i en sandkasse. Vi har næsten givet op over for Astrids hår, som er en stor filtret dreadlog, men med store mængder balsam og tålmodighed lykkes det til sidst at få de redt den ud.
Flere andre både ligger her ved sydpasset, og vi mødes til sundowners på dykkercenterets terresse. Der udveksles erfaringer og drømme: hvad tænker i om risikoen for pirater i Rødehavet. Kan man virkelig sejle op gennem Amazonasfloden, hvis vi sejler hjem via Sydamerika. Hvordan er mulighederne på Tonga og i Mikronesien i forhold til corona? Alle afkroge af kloden er mulige.
Dem, der sejler alene sætter pris på selskab fra andre, og dem der sejler i små fællesskaber sætter pris på nye stemmer.
Både for dem, der sejler med sine aller kæreste og for dem, der sejler med gaster er det både en gave og en udfordring at bo så tæt sammen.
Astrid er blevet veninde med Amanda som er 13 år og som siden december har sejlet med sin farfar på hans båd Fantasia – bare de to.
Vi mødes også til bålhygge og snobrød på stranden. Men der er uvejr på vej, som vi holder øje med, mens bålet knitrer og snobrødene bager.
Lynene blitzer rundt i horisonten og højt oppe i luftlagene kan vi se, at vinden har flået skyerne i stykker, så de svæver rundt som totter i alle former og størrelser og laver de særeste billeder.
Om natten kommer uvejret ind i lagunen med 25-30 sekundmeter vind. Det er stormstyrke, og det varer en del minutter, før det driver over.
Enorme drøn fra tordenskrald får båden til at ryste. Vinden og bølgerne flår i ankerkæden, der giver sig og skurer frem og tilbage i ordentlige ryk under båden. Men ankeret har kloret sig fast i bunden og det holder, mens himmel og hav står i et omkring os.
Vi har hørt om både med lynnedslag i masten som har smadret elektronikken og alle instrumenter ombord. Men det er den største bekymring. Der er ikke historier om personskader ved lynnedslag.
Når jeg sidder i min lejlighed i København og stormen hyler om hushjørnerne, så er en båd det sidste sted i verden, jeg har lyst til at være. Men det føles anderledes her, måske fordi der ikke er så meget at gøre ved det.
Vi priser os alligevel lykkelig for ikke at være på det åbne hav, men at ligge i læ i atollernes stille vand.
Da vi tog afsted fra Marquesas, sejlede vi ud i et åbent vejrvindue med meteorologernes forudsigelse om en fin tur. Det, vi ser her nu, havde været synligt på meteorologernes satelitbilleder, og selvom vi nok kunne komme uskadt igennem de mange squalls på det åbne hav, så havde vi helst været fri. Men vores tur over var i perfekt vejr, og nu ligger vi her i lagunernes lave vand.
Vi har spist tun på utallige måder og alle smager fantastisk. Men nu er den 60 kilo tuner tun, som vi landede på dækket for 4 uger siden, væk.
Nettene som hænger i cockpittet og kasserne under trappetrinene ned til kahytten er ved at være tømt for frugt og grønsager. Vi har ikke mere musli og vi kigger dybt under dørken for at finde de sidste dåser kokosmælk, flåede tomater og linser frem.
I foregårs sejlede vi til nordpasset. Her ligger en lille lufthavn og det er tid til at pakke vores køjesække, og vende næsen hjemad.
For en Skakhjerne som min, der altid tænker 5 skridt frem, har det været sundt at blive sat totalt skakmat. Jeg har for længst overgivet mig. Til tiden. Til vejret. Til naturen. Til tilfældighederne og uforudsigeligheden. Til den vilde strøm i passene, og til vinden der kommer og går. Jeg kan ikke gøre noget ved det.
Uvejret kommer om jeg vil det eller ej, og det driver over igen. Et oceankryds tager den tid, det tager. Det er ikke godt at vide hvad morgendagen bringer.
Nu er det slut. Næsten slut. Papeete venter på Tahitit, før turen går hjem.
Maja : 27/1/2022
Når jeg kigger på en globus, så forstår jeg, hvorfor vores planet hedder den blå planet, for Stillehavet fylder hele den ene side.
Vi er sejlet fra Marquesas til Tuamutu atollerne, og langt derude midt i det store ocean fornemmer jeg, hvor stor planeten egentlig er.
Uendeligt blåt hav i en cirkel hele vejen rundt om os, og alligevel er det område, jeg kan se, kun en lille prik i det store ocean. Båden pløjer sig gennem bølgerne fra den ene polynesiske ø-gruppe til den næste. Flere ugers sejlads mod øst ligger Sydamerika og mod vest ligger Indonesien.
Når jeg så tænker på, at der er flere kilometer til havbunden og 1000-vis af lysår til den nærmeste stjerne, så føles det hele svimlende stort.
Kun 5 % af verdenshavene er udforsket, så det er ikke godt at vide, hvad der gemmer sig flere kilometer under kølen. Måske slås de store kæmpeblæksprutter med kaskelothvalerne. Måske er der Lygtefisk. Eller den der underlige fisk med en gennemsigtig hjerneskal, så den kan kigge hele vejen rundt om, over og under sig selv. Men der gemmer sig nok også væsener, vi slet ikke kender.
Der falder ro og rytme over båden og tiden går bare sin gang, mens vi tilbagelægger de 650 sømil.
En tidlig morgen dukker den første atoll op af havet i horisonten. En lille lav bunke sand med palmer på oven på et koralrev.
Vandet har skiftet farve fra det grønblå vand med de mange næringsstoffer i på Marquesas, til blålilla på det dybe vand mellem atollerne og turkisblåt i lagunerne.
Et mørkt gardin af skyer trækker op i horisonten og varsler både regn og meget vind. Vi hiver forsejlet ind, rydder cockpittet og lukker af ned til kahytten, før vandet og vinden rammer båden.
Egentlig er det et forkert tidspunkt på året, vi har valgt at sejle til atollerne. Der er tyfonsæson i Stillehavet og langturssejlerne i Polynesien søger i læ på Marquesasøerne. Jeg havde derfor regnet med, at vi skulle blive der.
Men det er La Ninja år i år, og det gør det muligt og sikkert alligevel at sejle andre steder hen. Vi er opmærksomme på , at der kan være flere og kraftigere squalls med kraftig regn og stærk vind, og når de bygger op i horisonten skal vi gøre klar til en ordentlig skylle og masser af vind. Vi holder selvfølgelig også øje med vejrudsigten, og ved for eksempel at Tahiti for en måneds tid siden blev ramt af en nordlig snert af en tyfon uden det var noget, vi mærkede noget til på Marquesas.
Atollen Tahanea blev vores første stop. En øde atoll på størrelse med Fyn med flere passager gennem revet. Derfra hvor vi lå, kunne vi se tre-fire småøer, der lå som store bunker sand på revet med palmer på. Længere ude kunne vi svagt ane de andre små øer der lå på ringrevet som balancerede hele vejen rundt på horisonten.
Man skal kigge langt efter bountystrande, for det er kun de hårde skarpe og spidse koraller, der stikker op som fastland, og der er intet andet på øerne end palmer og døde koraller.
Her lå vi i tre dage. Snorklede, dasede, læste, gloede ud i luften.
Små sorttippede hajer svømmede ofte tæt forbi båden, og mens jeg synes de lidt større gråhajer på jagt i det grumsede vand på Marquesas var creepy, så var småhajerne i lagunen altid noget, vi håbede at se på snorkleturene.
Vi tog på flere snorketure i revpassagen, når strømmen var indadgående. Med gummibåden på slæb kunne vi lade strømmen gribe os, så vi fløj hen over koralhaverne med mylderet af fisk under os og ind i lagunens stille vand.
En formiddag lå der seks småhajer pg kredsede om de farverige fisk, som havde slået sig ned under båden – som altid uden at røre dem. Astrid og en anden gast på båden sprang i for at se hajerne tættere på i vandet.
Normalt svømmede de væk fra os, når de havde tjekket, hvad vi var for nogle skabninger. Men denne formiddag lå de længe og kredsede rundt med samme nysgerrighed på menneskene, som menneskene havde på dem.
Igår sejlede vi til atollen Fakarava som er UNESCO verdensarv. Her ved sydpasset er der et lille dykkercenter og her ligger flere andre både.
Idag havde vi egentlig sat næsen op efter snorkling og bål på land med de andre både
Men det bliver ikke idag.
Det er rigtig gråt og køligt ruskvejr. Flere kraftige squalls kommer forbi med 20-30 sekundmeter vind og masser af regn og bulderet fra torden. Filmvejr, kalder en anden gast ombord det, for det set dramatisk ud.
Vi bliver om læ i kahytten, hvor vi læser, tegner, hænger ud.
Maja 8/1/2022
Ja tænk, før europæerne kom til Marquesas var der omkring 80000 indbyggere. 100 år efter var der omkring 2000 tilbage. Nu er der 8-9.000 indbyggere…
Det er 3000 år siden mennesker satte sig op i udriggerkanoer i Sydøstasien og sejlede ud på det store rullende ukendte blå Stillehav.
3000 år!
Det var i stenalderen i Danmark.
Ombord havde de deres familier, plus dyr som høns og grise. Foran dem var ukendt stort vildt farvand – og måske en anelse om at der var nyt land at finde langt ude bag horisonten.
Tror man.
For intet er jo helt sikkert, når arkæologiske fund, genetiske undersøgelser, oceanografi, meteorologi og gætværk, skal afgøre hvad der egentlig skete for 3000 år siden.
Både idag og igår besøgte vi steder, som mest af alt lignede noget fra Indiana Jones. Rester af stensætninger som har været en eller anden form for ceremonielle pladser eller rester af byer.
Stenskulpturerne det ene sted var 200 år gamle og blev beskrevet som ‘nutidige’. I min bevidsthed er de jo gamle, men i en 5000 år gammel kultur må man jo sige at de er nye.
På det sted blev en krigerhøvding dræbt af franskmændene i 1845.
Krigerhøvding? Han var vel egentlig bare høvding indtil franskmændene kom med deres grådighed, våben, fulde sømænd, kønssygdomme, influenzaepidemier og andre ødelæggelser.
Nyt og gammelt. Historiefortælling, eventyr og virkelighed. Myter og stillehavsromantik. Det hele smelter sammen.
Og når man sidder der på en trappesten ved siden af en stenskulptur, så betyder det ikke så meget, om den er 200 eller 2000 år gammel, og hvad der er de rigtige svar på spørgsmålene, som dukker op.
Så mennesker mon ud som stenskulpturerne?
Hvordan fandt de dog på at sejle ud i intetheden på havet?
Så udriggerkanoerne ud som den reproduktion, vi kunne se – eller var de større? I Danmark sejlede de jo udhulede træstammer på det tidspunkt. Det var nogle lidt små kanoer til en tur over Stillehavet.
Blev der ofret mennesker her? Det blev der jo nok, for det er kun 100 år siden, at de sidste kannibaler spiste mennesker i Polynesien.
Under kæmpetræet (find Astrid) er der et ‘manhole’ – et stort hul i jorden, hvor de holdt mennesker fanget, før de ofrede dem og / eller åd dem.
Skipper 4/12/2021
Vi føler os meget velkomne på UaPou. Her har vi lige fået foræret Mango, Poblemus, Bananer og Papaia.
25/12/2018
Så blev det også jul på Impulse.
Vi havde en dejlig aften med, Pina Culada ala Knud Erik til sundowner. Ditte havde julepyntet og Anne og Tove lavede den bedste kylling aka and, dejlig risalamande.
Det store gaveræs og valsen omkring juletræet var hurtigt overstået.
Efter den skønne aften tog vi i kirke til julegudstjeneste, spændende oplevelse med krammer af præsten og en smule gospel.
Rigtig glædelig jul til jer alle fra alle os på Impulse
